2012 Eventyrteatrets efterårsforestilling “Valhal”

Min datter og jeg var blevet inviteret ind for at anmelde familiemusicalen Valhal i Glassalen i Tivoli. Det er Eventyrteateret, der igen i år spiller i og op til skolernes efterårsferie, og da vi aldrig før har oplevet en forestilling med de talentfulde unge mennesker, ja så var vi meget spændte på, hvordan de unge ville klare denne for os meget ambitiøse forestilling.

Min datter Diana og jeg kom ind i den gamle have, og blev mødt af eventyrbørn i kostumer, der stod i en lang række op til Glassalen. Hvert et eventyrbarn havde en sætning eller ord til os publikummer, så jo flere eventyrbørn vi mødte jo mere steg forventningerne til forestillingen – det dannede simpelthen en helhed, og vi følte os bare som de mest betydningsfulde gæster.

Selve forestillingen
Selve forestillingen handler om den 13 årige pige Grid. Hun er ikke som de andre piger, mere alvorlig og har bestemt ikke lyst til krig og ufred. Hun blev alene med sin far, da hun var helt lille, og hendes far Høvdingen Atle, har ikke taget sig særligt meget af sin datter gennem årene.
Grid bliver sammen med 4 andre, en jætte, 2 alfer og en gud sendt ud i en spændende kamp mod Valravnen.
De 5 bliver udvalgt af Vølven, og går igennem en masse – vi følger deres kampe mod hinanden og mod deres modstandere, indtil de til sidst står overfor den store Valravn.
Hvad vil der ske? Vil de overleve Valravnen? Og hvem er Valravnen egentlig?

I Valhal møder vi også guderne Thor og Odin, der mellem os bestemt ikke er de klogeste guder. Det er utroligt hvor krigerisk Thor er, og hvor højt han elsker sin hammer, for ikke at snakke om Odin. Heldigvis har han sin kone Frigg, og hun må bryde ind gang på gang, når Thor og Odin gør noget mindre smart.

Odins 2 ravne Hugin og Munin, der bestemt slægter Odin på mht evner, binder forestillingen sammen på bedste vis – de er måske ikke de klogeste ravne, men de er sjove, også selvom Hugin ikke helt forstår Munins humor – men det gør vi andre.
Der blev grinet så tårerne trillede, og klappet så hænderne blev helt røde, for det var ikke mindre end årets musical.
Der var heldigvis indlagt en pause på 20 minutter, hvor vi kunne komme til os selv igen og shoppe – troede vi, for udenfor stod en masse jætter og andet godtfolk og sang, så vi blev også underholdt i pausen – super fantastisk og helt igennem gennemtænkt, men vi måtte vente med at shoppe til efter forestillingen.

Sangene
Sangene i forestillingen var et kapitel for sig selv. Der var uptempo sange, stille sange, sjove sange og alvorlige sange. Alle sange bandt forestillingen godt sammen, og passede perfekt ind i helheden. Jeg har dog et lille ønske. Kunne man ikke have undladt sangen ”Jokul” – Den er en ørehænger, men jeg kan kun omkvædet ”Han hedder Jokul – han er den sejeste jætte…..”. Min datter er lidt træt af at høre mig synge den linie igen og igen, men jeg kan ikke gøre for det, for den er i mit hoved, og den vil ikke ud ….

Merchandise
I et lille hus ved siden af Glassalen, kunne man købe diverse produktioner fra Eventyrteatret. Bl.a dette års CD, og den blev købt. Nu skal jeg bare lige lære mere af sangen ”Han hedder Jokul, han er den sejeste jætte …….”

Kostumerne, lys og lyd.
Jeg vil sige, at jeg var imponeret, nej, jeg var mere end imponeret over det kæmpe arbejde, der er lagt i forestillingen. Kostumerne hørte jeg, var blevet hånd- og speciallavet til hvert af de unge mennesker på scenen. Det var ikke kun tøjet, men også hovedpynt, bælter sko, smykker, ja alt til dragen. Det må have taget oceaner af tid for at få helt perfekt, men det virkede rigtigt godt, så helheden blev total.
Lyslægningen var et kapitel for sig selv. Det blev brugt både til stemning men også til at understøtte spillet på scenen.

Tivoli
Når man har købt billet til forestillingen Valhal, så er indgangen til Tivoli gratis, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er genialt at Eventyrteatret netop har valgt Tivoli som stedet, hvor de opfører deres forestilling, for Tivoli har noget magisk over sig, og det har Eventyrteatret også.
Tivoli holder Halloween fra d. 12. oktober- 28. oktober 2012, se mere på Tivolis hjemmeside www.tivoli.dk

Absolut anbefalelsesværdig
Jeg kan kun give 6/6 stjerner, og kunne jeg give mere, så gjorde jeg det.
Ikke kun glemmer man, at det ikke er topbetalte skuespillere, men unge mennesker, der til dagligt for de fleste vedkommende går i skole, men man bliver så glad indvendigt, glad i låget som min datter udtrykte det, og bare godt gammeldags imponeret. For pokker, hvor er de unge mennesker gode – jeg må holde op med at kalde dem ”unge mennesker”, de er skuespillere, så jeg prøver igen. Hold da op, hvor er skuespillerne gode, lyssætningen fantastisk og sikke nogle super gode sange.

Vi kan alle være ganske rolige, den næste generation af skuespillere er klar, så kom bare med Oscar, Robert og Bodil, disse unge skuespillere tager dem alle – bare vent.

Efter forestillingen talte jeg med nogle af børnene, der have overværet forestillingen:

Diana, 14 år: Jeg synes, at forestillingen var så fantastisk. Kostumerne var flotte og rigtig gode sange. Det hele var bare så fantastisk.
Mille, 6 år: Det var det bedste jeg har set. Jeg har også lige fået CDen, og den skal jeg høre på vej hjem.
Jonathan, 10 år: Det var sgu sejt, jeg vil også være med i Eventyrteatret.
Louise, 9 år: Sangene var gode, og hele showet var bare så spændende. Jeg vil godt give det 100 stjerner.
Michael, 17 år: Jeg har ikke fortrudt, at jeg tog med, det var jo helt igennem godt.

Eventyrteatret spiller musicalen Valhal fra d. 6. oktober og frem til d. 21. oktober i Glassalen i Tivoli. Den er absolut seværdig, og Eventyrteatret skriver på deres hjemmeside, at forestillingen henvender sig til børn fra 5 år og op. Se mere om Eventyrteatret, deres produktioner, dramaskole mm på deres hjemmeside www.eventyrteatret.dk. Billetter til forestillingen kan man bestille enten via eventyrteatrets webbutik eller via www.billetnet.dk.

”Han hedder Jokul, han er den sejeste jætte ……”

Tina Magling
Oktober 2012