Anmeldelse af Klokkeren fra Notredame

Så er vi ankommet til Fredericia for, at opleve endnu et Disney-stykke på Fredericia Teater. Man kan efterhånden kalde det en tradition, at Fredericia Teater ikke er bange for at tage de helt store Disney produktioner, og gøre dem til deres egne i form af både musik og sceneri. Eller som sidste år, hvor vi oplevede en Shu-bi-dua musical, der slog benene væk under os, og som vi endte med at se 4 gange. Nåh ja, Fredericia Teaters ”Den lille Havfrue” så vi 5 gange – for når Fredericia gør det, så gør de det godt og helhjertet.

Vi ankommer til en by, hvor det er tydeligt, at de bakker deres teater op. I de mange butiksvinduer, er der store flotte mærkater fra forestillingen overskrift. Vi er så imponeret over denne opbakning, noget vi aldrig har set lignende i andre byer.

Da vi kommer ind i salen, ser vi nogle publikummer gå op på scenen – ”sikke noget uorden” nåede jeg lige at tænke, før min datter fortalte mig, at de publikummer der sad der, faktisk agerede kirkegængere, noget hun bestemt godt gad. Tænk at være oppe på scenen i sådan en stor forestilling, det var bestemt et must for min teater- og skuespil interesserede datter, men vi måtte nu ”nøjes” med at sidde på vores, i øvrigt ret udmærkede pladser.

Selve handlingen

Vi følger måske ikke slavisk den kendte handling fra Disney universet.

Vi møder to brødre, en lidt ældre og meget mere alvorlig storebror Claude Frollo og en yngre, der er langt mere munter og løssluppen. Den unge bror præsenterer sin storebror for en ung sigøjnerpige, og det viser sig ikke at være den bedste ide. Vagterne bliver tilkaldt, og det unge par fordrives.

Flere år senere dukker denne bror så op igen med en lille baby. Sigøjnerpigen er død og broren er også døden nær. Han trygler sin bror Claude Frollo om at tage babyen til sig, hvorefter han så ånder ud.

Det viser sig, at babyen er Quasimodo, og han kommer til at bo på loftet i Katedralen Notredame i Paris.

Her lever Quasimodo sit helt eget liv sammen med sine venner Gargoylerne.

Claude Frollo forbyder Quarsimodo at gå ud, men til ”Narens Fest” må han bare ud og følge festlighederne, men det skal desværre vise sig, ikke at være den bedste ide.

Til ”Narens Fest”, skal der findes en med det grimmeste ansigt, og da sigøjnerpigen Esmaralda får øje på Quasimodo, tager hun ham med, han bliver kronet, men desværre også udsat for nogle grimme grimme ting.

Her kommer så Kaptajn Phoebus de Martin ind. Han søger job som katedralvagt, og han synes, at det er lige hårdt nok, hvad der sker med Quasimodo, men da Claude Frollo ser ”løjerne”, meddeler han, at det ikke er slut endnu. Pludselig får Esmaralda ondt af den stakkels Quasimodo og hun, der jo var med til at sætte det hele i gang, redder ham.

Esmaralda kommer ind i Notredame og finder Quasimodo. Han viser hende sin verden og viser hende udsigten fra tårnet, og der opstår et venskab mellem dem.

Vi oplever så, hvordan Claude Frollo forelsker sig i den smukke Esmaralda, men hun få følelser for Phoebus de Martin, der nu er ansat som katedralvagt.

Historien går sin gang, vi oplever kærligheden vokse mellem Phoebus og Esmaralda, Claude Frollo bliver mere og mere ond, og går endda til kongen for at få udvidet sine beføjelser, for hvis Esmaralda ikke vil have ham, så skal hun brændes på bålet.

Quasimodo er også blevet meget meget glad for Esmaralda, men da han opdager hendes kærlighed til katedralvagten, så bliver han ret trist – det er jo egentlig forståeligt nok.

Under et kamp, bliver Phoebus stukket ned, og han fragtes til Quasimodo, der først ikke vil hjælpe ham, men ender med at forbinde ham, så han bliver nogenlunde frisk igen.

Claude Frollo og hans soldater vil finde Mirakelspladsen, hvor sigøjnerne holder til, og arrestere dem alle, da Esmaralda på ingen måde kan gengælde Claude Frollos kærlighed til hende. Aftenen før dette angreb fortæller han så Quasimodo om det – og så tager Quasimodo en beslutning.

Sagen er, at Esmaralda har givet Quasimodo en medaljon, så han kan finde vej til Mirakelpladsen og til hende, og da han nu hører om dette angreb fra Claude Frollo, så må han afsted for at advare hans Esmaralda og hendes venner.

Quasimodo fortæller Phoebus om sine planer, ja så siger det lidt sig selv, at Phoebus vi tage af sted, men da han ikke helt har styr på, hvor Mirakelpladsen ligger, accepterer han lidt efter lidt, at Quasimodo tager med ham – selvom Quasimodo egentlig selv vil tage af sted.

Finder de mon Mirakelpladsen i tide?

Jeg vil ikke røbe slutningen – som bestemt ikke er som jeg husker filmen. Men dette er jo ikke film, men Fredericia Teater, og de kan altså nogle ting.

Et brag af en visuel oplevelse

Fredericia Teater kan det der med det visuelle. Vi er i hvert fald dybt imponeret over det arbejde der ligger bag. Flere steder under forestillingen må jeg bare sige ”wow”.

Først oplever vi en due sidde på kanten i tårnet hos Quasimodo. Jeg når lige at hviske til Diana, ”Se, de har trænede duer med” indtil den lettet og flyver ud over Paris….  Øh ok, det var så ikke en trænet due alligevel, men et sindssygt flot teknisk mesterværk. Og det fortsætter. Vi sidder fx i en elevator, alt rumler og vi bevæger os rent faktisk (i vores hjerner) fra katedralens kirkerum til tårnet. Vi oplever brande, og vi ser det visuelle give en mesterlig underbygning af forestillingen. Det er smukt, det er voldsomt, det er imponerende.

Aldersgrænsen

Min datter og jeg er rørende enige om, at forestillingen ikke er for små børn, de skal have en vis alder. Vi anbefaler forestillingen fra ca. 10 år.

Anbefalelsesværdigt

Diana og jeg er taget fra teatret med følelsen af at være fyldt op, Fredericia Teater har formået af lave en produktion, der hænger fantastisk godt sammen, vi har ikke i den 2 timer lange forestilling følt, at ”her mangler der noget” eller ”her har de godt nok hoppet let hen over handlingen”. Vi er blevet underholdt, vi er blevet skræmt og vi er blevet rørt. Faktisk så rørt, at jeg flere gange lige måtte kigge væk, så man ikke skulle se og ikke mindst høre en emotionel anmelder sidde og snøfte – mens min datter frit lod tårerne trille. Hun var virkelig rørt, og det viser, at forestillingen virkelig havde den snert af følelse, som er så svært at ramme.

Og JA, vi vil anbefale forestillingen, vi er begejstret, sangene i forestillingen, komikken, det alvorlige og følelserne alt spiller perfekt i Fredericia Teaters produktion af Klokkeren fra Notredame.

Kort sagt. Vi er blæst væk af begejstring og underholdt. Vores følelser er udfordret på alle registre, og vi har hengives os til dette mesterværk.

Alle på scenen ydede deres bedste – alt fungerede perfekt, så jeg vil ikke nævne nogen frem for andre, alle havde ligelig del i denne forestilling.

6/6 ****** fra os til Fredericia Teaters produktion af Klokkeren fra Notradame.

Tina Magling

Oktober 2016