2014 Eventyrteatrets julemusical ”Julens Vogtere”

Så kom dagen endelig, hvor Eventyrteatrets julemusical ”Julens Vogtere” fik premiere. De tidligere år har jo vist, at juleforestillingen fra Eventyrteatret klart kunne måle sig med efterårsmusicalen, blot i en noget forkortet udgave.
Min datter og jeg glæder os i hvert fald rigtigt meget til at opleve, hvad Eventyrteatret i år har fundet på, for kender vi dem ret, så venter der os en oplevelse af de store i Glassalen i Tivoli. Men vil der være nisser med, vil der være spænding, og vil der være supergode sange med, som de øvrige år? Det bliver spændende at se … meget spændende.
Man kan ikke undgå at komme i den helt rette stemning, når man går gennem det smukt julepyntede Tivoli på vej til Glassalen – hvor er det helt fantastisk, og hvor kan det kun blive en unik forestilling i denne smukke kulisse – ih hvor vi begge elsker vinter, sne, julen og Tivoli.

Selve handlingen
Vi møder familien Extremus, som består af far Doktor Extremus, der også er leder af Nisseasylet Bjældebo og børnene Pepper, Chilli, Fyr og Flamme. I denne familie er det kun pigerne, der har evner/superkræfter, Peppers evne får vi dog først kendskab til sidst i forestillingen, men hun har en temmelig stærk, klar og gennemtrængende stemme, når den bruges på den helt rigtige måde. Chilli kan stjæle andre nissers evner men ”desværre” kun i 10 minutter.

Doktor Extremus har sammen med sine 4 børn taget deres nissehuer af, og nægter nu at kalde sig nisser – sikke dog noget rod. Men hvorfor nægter denne Extremus dog at kalde sig for en nisse, tja, kom ind i Eventyrteatret og se og oplev dette, for det er en værre historie.
I Nisseasylet Bjældebo er der noget helt galt. Udadtil ser det hele hyggeligt ud, men men men de to ansatte Frøken Rotten og Hr. Syl (der er sindssyg god til at sætte krydser) giver de unge nisser noget nisseøl, hvori der er blandet noget sløvende medicin. Denne medicin får de unge nisser i Bjældebo til at glemme deres fortid, og de bliver sløve og helt uden initiativ. Føj da.

En dag, da alle nisserne står i kø for at få lidt nisseøl, hører nissepigen Speedy noget mystisk. Hun hører pludselig en stemme i sit hoved – de andre nisser omkring hende hører nemlig intet. Stemme siger, at hun skal lade være med at drikke nisseøllet, hvilket hun og hendes to venner Stormy og Boff lader være med at gøre.

Pludselig bliver Boff kaldt ind til Doktor Extremus, og her oplever hun, at familien Extremus prøver på at få hende til at lægge sin nissehue .. Jamen hvad skal det hele dog ende med?
Udover nisserne fra Bjældebo, møder vi også den lille hurtige nisse Tittebøh og professor X-Madsen. X-Madsen kendte Doktor Extremus’ kone, der døde for mange år siden, og det, der skete dengang, har Extremus aldrig tilgivet X-Madsen. Nu er det bare sådan, at X-Madsen har en helt speciel evne. Han kan nemlig teleparti, mon det egentlig er hans stemme, som Speedy hører? X-Madsen tilkalder i hvert fald de 3 nisser, der ikke har drukket af nisseøllet, samt en noget dopet nisse ved navn Psyko, der er noget for sig selv, og så bliver Julens Vogtere dannet. Hvad der egentlig sker mere i historien, vil jeg ikke røbe her, men jeg kan fortælle, at når vi snakker om Eventyrteatret, som kunne det jo ske, at det hele endte godt – selvom Diana og jeg godt nok tvivlede på et tidspunkt.

Vi lo så tårerne trillede
Vi ser en historie, der endnu engang er fint skrevet og med sange, der igen løfter taget i Glassalen.
Historien kunne med lethed have været skrevet lidt mere ud, for jeg synes en time er lige lovligt lidt til den kæmpe fortælling, der var lagt op til – men desværre er Eventyrteatrets juleforestillinger kun af varighed på en time, så vi kan ikke få mere teater, sang og hygge… øv da.
Det var en godt tænkt historie, og jeg holder vist aldrig op med at være imponeret af de unge mennesker på scenen.

De medvirkende skuespillere strålede om kap med Betlehems stjernen, og de gav sig 110%.
Jeg er dybt imponeret over, at de kan så meget i så ung en alder, og selvom de har dygtige lærere på Eventyrteatrets dramaskole, så skal der altså talent udover det sædvanlige til, for man kan lave sådanne præstationer, som vi var vidende til i Julens Vogtere.
Når det så er sagt, så var der flere eventyrbørn og unge, som vi savnede i historien, som var med i efterårets familiemusical. Vi kunne godt tænke os at se flere af de talentfulde skuespillere på scenen, så vi håber, at næste års julemusical bliver skrevet, så der kan være rigtigt mange dygtige børn og unge med – jo flere jo bedre.
Diana og jeg lå flade af grin flere gange. Jeg vil lige undskylde til min søde ”nabo” til højre, der vist fik sig albue i siden under et af mine latteranfald, og grinte, det gjorde man i den grad i Glassalen. Faktisk grinte jeg så meget, at jeg var helt øm i kinderne efter forestillingen.
Selvom forestillingen var for kort, så vil både Diana og jeg selvfølgelig høste op med 6/6 julestjerner. Vi var underholdt helt ud i fingerspidserne.

Eventyrteatret flere steder på Sjælland
Historien var velspillet og sangene eminente – vi kan bare ikke få nok af Eventyrteatret.
Kan I heller ikke få nok, så har Eventyrteatret i år flere forskelige grupper ude i storcentre, kirke, julemarkeder mv. Her bliver der spillet andre små historier, men fælles for dem alle er, at de er ekstremt godt udført, så snyd ikke jer selv, hvis I er i nærheden. Steder, tider mv kan ses på eventyrteatrets hjemmeside www.eventyrteatret.dk
Nååh ja, så fik vi lige købt 2 billetter til, så vi endnu engang kan se forestillingen ”Julens Vogtere” – for så er en tur i jule Tivoli helt perfekt.
Diana og jeg fangede et par børn efter forestillingen, og spurgte, hvad de synes om forestillingen.
Amanda, 12 år: ”Jeg synes, det var en god og glad forestilling. Jeg synes nok bare, at historien endte lidt pludselig, men det var godt, det var det”.
Philip, 8 år: ”Det var sejt”.
Tobias, 6 år: ”Jeg synes, at det var ret godt, og ret hyggeligt, og der var ret gode sange med”.
Emma, 8 år: ”Sangene var super gode, og jeg kunne bedst lide fitness sangen”.
Forestillingen ”Julens Vogtere” spiller i Glassalen frem til d. 28. december 2014, og billetter kan købes på billetnet.dk, billetlugen.dk og via Eventyrteatrets hjemmeside.
Rigtig god jul.

Tina Magling
November 2014

Don`t copy text!