Igen i år spiller Eventyrteatret i Glassalen i Tivoli. Det er altid en fornøjelse at gå gennem Tivoli på vej til Eventyrteatret, spændte på, hvilken oplevelse vi vil få.
Vi glædes over, hvor smuk Tivoli er pyntet med græskar i gule, grønne og orange nuancer. Der er halloweenudsmykninger i alverdens afskygninger, og det giver bare en helt speciel stemning.
I år spiller Eventyrteatret forestillingen ”Pinocchio”, og med vores kendskab til Eventyrteatret, så er det ikke det velkendte eventyr, vi får at se – og vi forventer et festfyrværkeri af sanseindtryk. Vil vi få ret? Det vil tiden vise.
Selve handlingen kort
Vi finder vores pladser i salen og glædes igen over, hvor hyggeligt der er – og hvor godt vi bliver taget imod af de eventyrbørn og unge, der står og hilser på publikum. Pludselig lyder klokken, der indikerer at nu starter forestillingen, lyset dæmpes, den store lysekrone hejses op – og så starter det hele.
Vi møder Gepetto, som er et computergeni. Han mindes sin søn, der er død af en farlig virus. Her skulle man tro, at det var en sørgelig indledning, men overraskende nok, er dette ikke noget, som tynger fortællingen. Det føles nærmest som en bibemærkning, hvilket vi synes er rigtigt godt.
Gepetto laver så en dreng ud af computerdele fra sit værksted, og sikke en dreng. Han spørger om alt, virkelig alt – hvilket får Gepetto til at sende drengen i skole.
Vi stifter også bekendtskab med Jesper, han er Pinocchios samvittigheds-software og som kun kan ses af Pinocchio – i hvert fald i starten. Han hjælper Pinocchio – og binder hele historien fantastisk godt sammen.
I løbet af forestillingen stifter vi også bekendtskab med en masse forskellige figurer.
Vi oplever Pinocchios skoleklasse, der sandt at sige ikke er de skarpeste, men de har de sjoveste kommentarer, og vi griner så tårerne triller af deres udbrud.
Vi møder også Ærlige Bente, der laver menneskelignende robotter, men hun har ikke moralen i orden. Hun flankeres af sin lille hjælper samt nogle arbejdsrobotter.
Pinocchio møder bagerobotterne, der er designet med fejl i deres hænder blot for underholdningens skyld. Men de bager på livet løs så længe, der er kamera på.
I en anden del af den mørke kælder møder Pinocchio og Jesper danserobotterne. De er, som bagerobotterne, designet til at underholde – mens kameraerne kører. Skuespilrobotterne er på samme måde, og så møder vi Løgnene – hold da op, hvor kan de synge, men gode til at huske, hvad der er rigtigt og forkert, er de godt nok ikke.
Hvad gør Pinocchio med den viden han får ved at besøge de forskellige dele af den mørke kælder under Ærlige Bentes legetøjs/robotfabrik?
Ja, det vil jeg ikke røbe her, meeen mon ikke, at det hele går op i en højere helhed til sidst? Det er jo Eventyrteatret.
Sangene
Ingen musical uden sange, og her er sangene helt fantastisk inkorporeret i forestillingen. Vi får sange der begejstrer, sange der giver gåsehud og sange som tryllebinder os.
Vi fandt, at sangene virkelig passede godt ind i handlingen, og de understøttede hele historien på fornemste vis.
Og så var der Karlo Kanin. TAK
Hvor var det en genistreg, at tage Karlo Kanin med i forestillingen. Vi, der har oplevet Karlo Kanin for år tilbage åbne hver en forestilling i Eventyrteatret med sin ”Lapinus, Vitaminus, Karot!” kom tilbage som et genialt tænkt tiltag. Karlo har nok også den mest rørende og gåsehudsfremkaldende sang i forestillingen, hvor Eventyrteatrets Susanne Vognstrup nævnes, ”Susanne, vi var venner engang, det kan vi blive igen”. Vi elskede den lille krølle på historien. Tak til manuskriptforfatterne.
Hvad synes vi
Vi må ærligt indrømme, at vi ikke havde forventet det store. Der var mange helt nye eventyrbørn og unge med, der var nye tekstforfattere, men ja, vi må erkende, at vi igen igen blev positivt overrasket. Ikke kun af de mange søde og smilende unge foran Glassalen, men i den grad også på scenen og bag.
Det er en talentmasse udover det sædvanlige, og vi gik fra Glassalen fulde af fortrøstning over, at Danmark har talenter i verdensklasse i mange mange år fremover.
De unge skuespillere spillede, som de havde gået flere år på en professionel skuespilskole, de sang og interagerede med både hinanden og publikum, som de aldrig har bestilt andet.
Det er smuk, det er fornøjeligt og det er bare fantastisk.
Vi er underholdt på et langt højere plan, end vi havde forventet.
Som min datter sagde efter forestillingen ”Det var vist Pinocchio version 2,0, vi lige oplevede”.
Vi kan kun give 6/6 stjerner til en talentmasse, der bliver ved med at overraske. Samt et par ekstra stjerner til de søde popcornsælgere foran Glassalen.
Eventyrteatret spiller i Glassalen i Tivoli frem til d. 20. oktober, og billetter kan købes via eventyrteatret.dk, hvor man også kan læse om forestillingen, de tidligere forestillinger mm.
Tak for en bragende flot forestilling, hvor alt bare fungerede perfekt.
Eventyrteatret er magisk og tusinde tak for det.
Billeder i anmeldelsen: Thomas Hergaard Fotografi/Eventyrteatret samt udenfor af Tina Magling.
Tina Magling
Anmelder
