
I forbindelse med vores datters fødselsdag, havde vi arrangeret en overraskelsesdag, hvor vi skulle besøge forskellige aktiviteter. Sjovest er det jo, når man ikke ved, hvad der skal ske, og med vores aktivitetsniveau, kan det være svært at finde noget, som vi ikke havde prøvet før, derfor gik vi også i gang med forberedelserne i rigtigt god tid.
Vi fandt nærmest ved et tilfælde Hologram Zoo i Vanløse, og tænke, at det kunne være interessant. Hologram Zoo skriver på deres hjemmeside: ”Hologram Zoo er en interaktiv oplevelse, som ingen anden. Skabt af laserteknologi og projiceret lys, bevæger du dig gennem gange, hvor de vilde dyr og eksotiske væsner bliver bragt til live som livagtige 3D hologrammer”. Det skulle da nok blive interessant.
Vi havde forinden taget kontakt til stedet for at høre, hvordan det hele praktisk fungerede, og dialogen var både hurtig og informativ. Op til dagen, tjekkede vi lige tidspunktet for bookingen og så, at det tema vi havde booket var taget af plakaten, og så gik vi faktisk lidt i panik. Vi havde bestilt temaet Asien, da vores datter er ret fascineret af dette sted. Men da vi skrev til firmaet, fik vi bare det svar, at vi selvfølgelig skulle have det tema som vi havde valgt. Det må jeg sige, var god service.
Oplevelsen
Da vi ankom, blev vi først guidet ind til en lille boks, hvor vi kunne blive fotograferet og få optaget en lille video. Dette var med i prisen, og det var faktisk ret sjovt. Efterfølgende kom der en QR kode, hvor man kunne downloade film og billeder.
Da det blev vores tur, fik en rigtig fin intro til, hvad der skulle ske, og hvad vi skulle gøre i de forskellige rum. Vi skulle igennem de forskellige afdelinger 5 gange i alt, og vi gik sammen som familie – vi havde altså denne oplevelse helt for os selv.
Da vi kom ind, var der en lysende linje, der guidede os når vi skulle gå, og når vi skulle stå stille. Og så fik vi ellers en oplevelse udover det sædvanlige.
Vi så de vildeste dyr og steder alle sammen associeret til Asien. De 4 forskellige rum viste os alle forskellige oplevelser fra Asien, og det hele sluttede af med en stor overraskelse. Hvad denne var, kommer vi selvfølgelig ikke ind på her, men vi grinte – og blev faktisk også lidt forskrækkede. 3D kom virkelig til sin ret.
Foran hvert rum var der en timer, der talte ned. Denne indikerede, hvornår vi kunne gå ind i rummet. For at vi ikke skulle stå og kede os i de 1½ minut, som vi ventede, var der på skærmen en lille quiz – det gik vi ret meget op i, og jeg skal ikke her komme ind på, hvem der fik flest rigtige (det var ikke mig, så denne quiz var ret ligegyldig haha).
Det hele var virkelig godt arrangeret og gennemtænkt, og vi havde en skøn oplevelse.
Hvad synes vi?
Vi var alle ret begejstrede. Vi fik en oplevelse, som vi ikke havde forventet, og alt fungerede rigtigt fint. Der var fra starten en god kommunikation, medarbejderne var meget venlige, og vi nød turen fuldt ud.
Vi vil give 5/6 stjerner til Hologram Zoo. Vi var underholdt, og vi kommer bestemt igen.
Læs mere om Hologram Zoo og hvilke shows de tilbyder på www.hologramzoo.dk
Tina Magling
Anmelder

