
Vi havde bestemt, at vi ville tage en lille tur til Lolland, bare for at se lidt andet end det sædvanlige.
På nettet havde vi læst lidt om Lolland, og i den forbindelse fundet et opslag om en have, som flere havde anbefalet at besøge. Vi blev derfor straks enige om, at det kunne være en rigtig god og afslappende aktivitet for os, så vi drog afsted.
Vi fandt ret hurtigt Jens Hansen have/Botanisk Have. Indgangen kostede pr. voksen kr. 50,00, og det fik mig til at udbryde ”Hold da op, det er da lidt dyrt”. Men som min mand sagde, så var vi der jo, og så kunne vi lige så godt se, hvad denne have kunne byde på…. Og lad mig sige det med det samme.
Der er bestemt ingen sammenligning med en ganske almindelig have, ordet ”have” kan faktisk slet ikke bruges i dette tilfælde.
Vi lånte et lamineret kort over området, og så var det ellers at gå op opdagelse.
Der var en gammel og ny afdeling – og vi så træer og planter, som vi end ikke vidste eksisterede. Vi gik rundt i de meget velholdte haver/parkområder, og bare nød stilheden og de mange mange specielle træer, buske og blomster. Jeg husker, at der var et træ, der var så specielt, at jeg bare måtte hen og røre ved det.
Alt smukt flankeret af små søer og en utrolig smuk pavillon.
Vi kom helt ned i gear, og vi bare nød indtrykkene og duftene, noget vi på ingen måde havde ventet.
Den nye afdeling var også meget smuk anlagt med stier rundt omkring, samt en masse bede med meget duftende blomster. Tænk en perle, som vi slet ikke vidste eksisterede.
Noget vi også var imponeret over var den utrolige orden som hele området fremstod i. Alt var yderst velplejet, og der var virkelig ikke noget som skæmmede udsynet. Selv blomsterne i de mange bede var farvekoordineret.
Faktisk spurgte jeg ved udgangen, hvor mange ansatte de havde til at holde det kæmpe område, og svaret var meget overraskende. De holdt det hele selv….. sikke et engagement.
Ved udgangen kunne man besøge en lille planteskole, hvor man kunne købe diverse blomster, og vi købte stort ind. Vi får aldrig en have som denne, men vi kan da drømme – nu har vi i hvert fald nogle af planterne derfra.
Pludselig var indgangsprisen på kr. 50,00 pr. person en rigtig fin pris for en oplevelse, der var udover det forventede. Det var mindfulness, det var afslappende og det var en sanseoplevelse uden sidestykke.
Vi vil klart anbefale dette sted til alle, der vil nyde nogle timer i naturen og bare opleve, indsnuse og komme ned i gear. Aldrig har vi set 55.000m2 blive brugt smukkere og mere sansefyldt.
Adgangsforholdene er fine, dog kan det give lidt problemer, hvis man ankommer med en manuel kørestol, man skal nok have en hjælper med, ellers kan jeg tænke, at armene bliver noget trætte, men ellers vurderer vi ikke, at der skulle være problemer af nogen art.
Læs evt. mere om haven og beliggenheden på https://www.peterhansens-have.dk/ hvor der også ligger en lille historie om, hvordan haven blev til, og om havens forskellige afdelinger.
Helhedsoplevelsen
Tina Magling
Anmelder
Juli 2021