Anmeldelse af spillestedet BETA2300

Lad mig med det samme sige, at jeg aldrig før har været på spillestedet BETA2300. Ej heller på nabolokaliteten Amager Bio – som jeg dog har hørt om… så langt så godt.

Her denne regnfulde og lidt kølige onsdag i marts, havde vi startet bilen og kørt mod Amager, for at opleve en koncert med den tyske (og i vores øjne og ører) superstar Michael Schulte. Michael deltog for Tyskland til Eurovision 2018 og fik en flot 4. plads. Hans sang ”You let me walk alone” fik også den højeste score fra Danmark – og sangen var – og er stadig meget smuk.

Derfor tog vi som familie afsted, ikke kun fordi vi er eurovision fans, men også fordi vi godt kan lide live musik.

Ved ankomsten til BETA2300 fik vi en meget imponerende velkomst. Selvom vi ankom en lille time før dørene blev åbnet, blev vi budt indenfor i varmen.

Vi fik endda også nogle små hyggelige snakke med personalet, mens vi beundrede rummet. Hvor var det hyggeligt, med skønne og farvestrålende vægmalerier, frilagte pærer i lamperne, der gav et helt specielt blødt og intimt lys – ja vi var virkelig imponeret.

Da vi kunne komme ind i salen, var vi de første. Det var en stå-op koncert, så der var af gode grunde ingen stole, men en lille bænk ude i siden, hvor farmand satte sig. Min datter og jeg satte os på scenen og så ventede vi ellers J

Og så kom han – og helt ærligt, det var bare den helt rette lokalitet for ham. En lille intim scene, kun ham og hans guitar, det var godt. Nej, det var mere end godt, det var perfekt.

Desværre var der ikke solgt ret mange billetter til koncerten med Michael Schulte, men han forstod virkelig at fylde rummet med hans fantastiske klangfulde stemme, og jeg tror virkelig, at alle tilhørerne fik en mindeværdig oplevelse.

Men tilbage til BETA2300.

Vi var virkelig imponeret over alt, og med det samme følte vi os hjemme på spillestedet. Vi nød kontakten med personalet, der havde tid til en lille sludder, selvom der var lidt travlt. Vi kunne tage vore drikkevarer med ind i salen, og ja, for os fungerede alt helt fint.

Barens priser var rimelige, jeg gav 20 kr. for en flaske vand, og det må siges at være i den billige ende, når vi taler om drikkevarer til en koncert. Stedets toiletter var fine og rene (de blev testet), og så hørte farmand, at stedet blev drevet af frivillige – endnu et skulderklap til dem.

Vi havde forventet, at der ville være svært at få en parkeringsplads, men der var faktisk masser på Englandvej, hvor vi parkerede, og så var det ikke langt at gå.

Udenfor selve BETA2300 var der nogle helt fantastiske lys, der glimtede i forskellige farver, og det satte lige stemningen flere oktaver op.

Da vi forlod koncerten, var vi alle enige om, at her ville vi bestemt komme igen, for vi følte os mere end velkomne.

Vi vil give 6 ****** til spillestedet BETA2300, for det er nok det hyggeligste sted med personale, der vil koncertgængerne og som havde interessen for, at alle havde en god oplevelse.

Tak – og vi ses igen.

Tina Magling

Anmelder www.magling.dk

Don`t copy text!