Anmeldelse af The Producers


Endelig kom dagen, hvor vi, min datter Diana, hendes veninde Mila, min mand og jeg, skulle i Det Ny Teater for at se The Producers.
Hvad var det egentligt for en forestilling, vi skulle se? Vi havde set filmen ”The Producers” med Gene Wilder i hovedrollen som Max Bialystock  – en film, som vi personligt ikke fandt specielt underholdende, faktisk kedede vi os lidt. Men forestillingen har også høstet mange priser, så vi var meget ambivalente i vores tilgang til denne forestilling.
Men der var skudscener i filmen, og med det i tankerne, havde jeg skrevet til Det Ny Teater forud for vores besøg for at få præciseret, om dette også ville forekomme i forestillingen. Jeg fik en kort mail retur, hvori de bekræftede at der var skud med…
Grunden til mit spørgsmål var, at vores datter Diana er lydoverfølsom, og har et problem med pludselig høje lyde, som fx skud – og da vi skulle sidde på 1. række midt for, så ville det blive pænt svært bare at forlade salen.
Men alt dette var Diana uvidende om, for hun skulle ikke sidde og blive nervøs

Vi havde altså Dianas veninde Mila med, og hun blev ”tvunget” til at høre historien om Det Ny Teater, som vi havde fået den fortalt ved en tidligere omvisning. Dertil havde hun aldrig været i dette ekstremt smukke teater før – så hun fik virkelig en oplevelse.
Vi fandt vores pladser, og jeg skal love for, at vi sad godt. På 1. række midt for – ”vores pladser” for når det er muligt, så sidder vi der.
Lyset blev dæmpet og så begyndte forestillingen.

Selve forestillingen
Det Ny Teater skriver på deres hjemmeside
”Glæd dig til Broadways sjoveste og mest prisvindende musical i en overdådig og stjernebesat opsætning. Herlig politisk ukorrekt.

Årets ubetinget største og mest ekstravagante musicalproduktion i Danmark.
Intet kan gå galt – tror de

Den fallerede teaterproducent Max Bialystock finder sammen med sin neurotiske revisor Leo Bloom en vej til hurtige penge. Ved at rejse 2 millioner dollars fra ældre velhavende damer og kun bruge en mindre del af pengene på musical-produktionen, kan de stikke af med resten. Det kræver dog, at forestillingen bliver en fiasko.

De finder det værst tænkelige manuskript: Forår For Hitler, skrevet af en kuleskør tysker Franz Liebkind, der har duer på taget og “rotter på loftet”. De hyrer Broadways mest uduelige instruktør Roger de Bris og de mest talentløse skuespillere. Men noget går galt… Hvad gjorde de rigtigt?

Mest prisvindende musical
Forestillingen er amerikansk teaterhistories mest prisvindende musical med 12 Tony Awards: bl.a. for bedste musical, manuskript og musik”.

Men hvad synes vi?
Lad mig sige det med det samme. Vores datter Diana grinte fra start til slut. Hun havde direkte ondt i maven af grin efter forestillingen.
Vi andre grinte også – vi havde dog ikke ondt maven, men vi havde en rigtig god oplevelse. Vi var nok præget af at have set filmen, der på ingen måde levede op til den forestilling, som vi så. Det Ny Teater kan altså noget, som Hollywood ikke kan. De kan skabe magi, som når ud over scenekanten, og hvor selv os skeptikere overgiver os, og bare nyder en skør, udfordrende, (fræk) og morsom forestilling.

Normalt fremhæver jeg ingen, for alle gør det godt i de roller, som de har – men Preben Kristensen. Hold da op. Min mand sagde efter forestillingen ”Han kan måle sig med selv de bedste i verden”, og jeg er helt enig. Han kom, han så og han sejrede. Ingen kan komme bare i nærheden af det talent – han er så bragende dygtig og eminent i rollen som Max Bialystock. Og hans monolog i en scene i 2. akt må selv den hårdeste kritiker overgive sig til. Ingen over og ingen lige med Preben Kristensen.

Dog vil jeg sige, at ALLE uden undtagelse gjorde det helt fantastisk på scenen, og det glædede os meget, at ensemblet ikke bare var ”fyld” på scenen, som vi tidligere har oplevet, men havde direkte roller – alle var castet helt fantastisk, det er virkelig talenter, som vi med sikkerhed vil komme til at se mere til. Flere fra ensemblet fortjener større roller – men først efter afslutningen på The Producers, tak.
I de større roller så vi mesterskuespillere, som alle var helt utrolige i deres ageren på scenen. Vi elskede Kim Hammelsvang som Carmen Ghia, og hans samspil med Michael Carøe som Roger De Bris. Vi var vilde med Asger Reher som den pænt skøre tysker Franz Libkind – og den svenske sekretær Ulla spillet af Alexandra-Yoana Alexandrova.

Musikken og sangene er helt unikke. Hold da op, hvor bliver der sunget igennem af alle og jeg mener alle. Jeg tog mig faktisk i at sidde og tænke, at de må have sat en optagelse på, for det lød så utroligt godt og rent, men fandt ud af, at sådan var hele forestillingen bare. Utrolig på alle parametre.

Og så var der jo Dianas lydoverfølsomhed. Det omtalte skud viste sig ikke at være et problem, hvilket også gjorde, at min mand og jeg kunne ”slappe” lidt mere af og bare nyde forestillingen. For jeg tror oprigtigt, at vi begge var præget af tanken om, hvordan vi skulle få vores datter ud, hvis hun skulle gå i panik. Heldigvis gik alt fint.

Den forestilling skal virkelig nydes, for alt fungerede bare perfekt – og har man set filmen som os og tænkt ”Det er ikke noget for mig”, så lad mig slå fast. Filmen kan på ingen måde sammenlignes med denne forestilling. Vi elskede alt ved den – og på vejen hjem købte vi billetter til endnu en forestilling – og igen til sidst i december. Det er virkelig en forestilling, som med fordel kan ses igen og igen. Vi er alle enige om, at der er en masse små finurlige finesser, som man nok først får øje på ved andet gennemkig.

Vi var faktisk ret meget i tvivl om, hvor mange stjerner, som vi skulle give forestillingen. Dog er vi i fællesskab kommet frem til, at:
Skuespillerne skal have 7/6 stjerner med den ekstra stjerne til Preben Kristensen.
Kostumer og scenografi 6/6 stjerner
Sange og musik 6/6 stjerner
Vi ender dog med at give max 6/6 stjerner og takker Det Ny Teater for denne unikke oplevelse.

Forestillingen The Producers spiller frem til d. 31. december 2022.
Mere info omkring forestillingen samt køb af billetter findes på www.detnyteater.dk 

Vi sluttede dagen af i Teaterkælderen, hvor vi spiste en rigtigt lækker ”The Producers menu” i de stemningsfulde lokaler og underholdt af de meget dygtige syngende tjenere.
Alt i alt en rigtig dejlig lørdag.

Tina Magling
Anmelder www.magling.dk

Don`t copy text!