Anmeldelse af Uncover the game: ”Sporet i sneen”

Lad mig sige det med det samme. Her i familien elsker vi mysterier, gåder og bare det at lave noget sammen. Derfor har vi temmelig ofte købt diverse mordmysterier og gåder til løsning både on location, men også hjemme i stuen.
Da jeg så på Facebook, at Uncover the Game havde lavet et nyt mordmysterie, måtte jeg selvfølgelig straks bestille det.
Vi har tidligere løst et mysterium fra Uncover the Game. Dengang var vi begejstrede. Spørgsmålet er så bare, om vi denne gang vil blive lige så fanget af historien og opgaveløsningen – det vil kun tiden vise.

Dette mysterium ”Sporet i sneen” handler om mordet på Theis Peter Rasmussen, der findes myrdet i en park i Bramming. Tilbage står efterforskerne med nogle fodspor, og nogle vidneforklaringer, der ikke alle hænger lige godt sammen samt nogle fotos, men uden en reel opklaring. Det er derfor op til os ”amatør” efterforskere, at løse denne sag, når nu politiet har givet fortabt.

Og så gik vi ellers i gang. Vi samlede hele familien – eller prøvede på det, da vores datter Diana efter eget udsagn ”godt nok ikke gad lege med, det er for kedeligt”, men jeg har hende nu mistænkt for hellere at ville sidde og følge sine idoler på youtube mv.

Jeg startede med at læse med opgaven op med en utrolig fin og yderst engageret stemme (synes jeg selv). Mændene i familien blev bedt om at notere de små hints ned, som kom under oplæsningen, og ja, så var vi i gang.
Opgaverne i mordmysteriet er lavet således, at vi bliver præsenteret for selve sagen – mordet, en obduktionsrapport, afhøringsrapport, avisartikel mv, det er så vores opgave at løse nogle små delopgaver, før vi kan gå videre til næste kuvert.
Der er i hver delopgave hints, som vi kan bruge, hvis vi skulle løbe ind i nogle opklaringsproblemer – dette gjorde vi ikke, vi er jo også ret garvede efterforskere, synes vi selv.

Så kom kuvert 2 – og her blev vi så præsenteret for lidt flere ”mistænkelige” personer samt endnu en delopgave. Denne klarede vi også uden problemer (igen fandt vi selv, at vi var ret seje), og snakken gik – til tider ret kraftigt omkring morderen, fodspor og hastigheder indenfor bygrænsen.
Men lige som vi troede, at vi klart havde styr på det hele, kom vi til en delopgave, der… ja, lad os sige det som det er – den gav os lidt hovedbrud. Vi prøvede utallige konstellationer, men lige lidt hjalp det – vi kunne ikke komme på den rette delløsning.
Vi måtte altså have brug for hjælp.

Heldigvis var der ved hver delopgave en QR-kode, der hjalp med til at få amatørdetektiverne på rette spor igen – så efter at have talt, regnet og scannet den meget velkomne QR-kode, ja så var resten ”piece of cake”. OK, det lød måske let nok, men vi var faktisk udfordret.

Efter den drilske delopgave, var det tid til at finde den reelle morder. Her var vi ikke nær så udfordret, for der var god hjælp at hente i kort og beskrivelser – og det viste sig faktisk, at vi havde fundet morderen tidligere i spillet, men der blev godt nok vendt en masse sten, og talt temmelig meget – og ja undskyld, jeg kom vist nok til at råbe lidt og ryste en del på hovedet af både min mand og søn. Det er da også irriterende, at de ikke bare synes, at alt hvad jeg siger, er rigtigt.

Hvad synes vi så om denne mordgåde?
Lad mig sige det med det samme.
Vi var begejstrede. Vi nød logikken i opgaveløsningen, vi elskede de små delopgaver, som gjorde hele spillet fuldendt – og så nød vi, at der var tænkt på alt. Vores google søgning svarede overens med opgavens, og der var brugt meget tid fra planlæggernes side på at lave hints via QR-koder. Vi fik virkelig følelsen af, at være politiets hjælpere. Der var tillige flere lydoptagelser, der gjorde det hele meget autentisk.
En godt gennemarbejdet mordgåde, hvor der var tænkt på alt – og det til en pris, der var meget rimelig, og slet ikke stod til måls med det kæmpe arbejde, der var lagt i både historien og opgaveløsningen.

Et mordmysterium, der virkelig får spillerne til at tænke, til at dele tanker og ideer, men også et mordmysterie, der er gennemtænkt og meget logisk.

Vi siger tak for spillet og kvitterer med 6/6 stjerner for 2½ time i godt og til tider lidt højtråbende selskab, og så glæder vi også til at der kommer endnu et spil fra Uncover the Game.

Tina Magling
Anmelder

Don`t copy text!