
Så er vi på vej til København og Det Ny Teater for at se og anmelde deres efterårsforestilling Guys and Dolls.
Og lad mig sige det med det samme: Vi nyder at besøge Det Ny Teater. Dette helt unikke og meget smukke teater var udset til at være et parkeringshus – sikke en skrækkelig tanke. Heldigvis gik Bent Mejding i 1992 sammen med Niels-Bo Valbro m.fl. for at redde teatret, der desværre på det tidspunkt var meget slidt. Selve historien fik vi fortalt på en guidet omvisning for et par år siden, en omvisning, der klart kan anbefales, men det er jo en helt anden snak. Resultatet af samarbejdet står nu som et smukt skue, og vi vil for altid være taknemmelige for de innovative redningsmænd, og at de ikke lod bygningen forfalde.
Efterårets forestilling, Guys and Dolls, er en musical, der har været spillet på de største scener rundt om i verden, og nu er tiden kommet til, at vi i Danmark også skal have fornøjelsen. Med vores kendskab til Det Ny Teaters seriøsitet og engagement i musicals kan det kun blive en storslået og intens oplevelse, men selve historien og musicalen er vi ikke bekendt med. Vil vi som forventet blive begejstrede? Vil vi glemme tid og sted og bare hengive os til handlingen? Det vil de næste par timer afsløre.
Selve handlingen
Det Ny Teater skriver bl.a. om handlingen:
”I 1930’ernes New York forsøger Nathan Detroit desperat at finde et sted til sine lyssky terningespil. I et forsøg på at skaffe penge indgår han et væddemål med storgambleren Sky Masterson: Sky skal tage den fromme missionsleder Sarah Brown med på date til Havana – en kvinde Nathan er sikker på vil afvise ham. Sky satser pengene for at bevise, at han kan klare det.
Hvad der først er et kynisk spil om penge, udvikler sig hurtigt til en lavine af humor, forviklinger – og uventet kærlighed. Men kan man satse på kærligheden og vinde den store gevinst? Og hvad sker der, når hjertet pludselig er den største indsats?
Baseret på Damon Runyons fortællinger om gangstere og showgirls rummer Guys and Dolls musicalhistoriens bedste big band-musik af Frank Loesser. Her står perlerækken af evergreens i kø – fra “Luck Be a Lady” til “Sit Down, You’re Rocking the Boat”.”
Hvad synes vi?
Vi kan blot sige, at vi nærmest blev blæst bagud af en forestilling, der havde alt: Historien, sangene og et cast, der gav alt, hvad de havde – og det i de føromtalte smukke rammer. Selv samspillet castet imellem var i en klasse for sig – bedre tænker vi ikke, at det kan blive.
Vi var underholdt, og vi sad tryllebundet i sædet, fra scenetæppet gik op, til det gik ned.
Vi havde fra starten ikke de store forventninger til denne musical, da vi ikke kendte til selve stykket, men vi kunne jo sige os selv, at når der sættes en musical op på Det Ny Teater, så er det ikke kun godt – det er helt fantastisk.
Hovednummeret ”Sit Down, You’re Rocking the Boat” på dansk ”La’ vær’ at rok’ vores båd” fik salen til at vælte med både grin, klapsalver og hujen – det var ganske enkelt mindeværdigt.
Flere gange under forestillingen udbrød folk omkring mig ”wow”, ”hold da helt op” og ”uhh, hvor er det godt”. Og forestillingen var god, den var rigtig god.
Vi var virkelig begejstrede for denne musical.
Da vi kom hjem, købte vi billetter til endnu en forestilling. Guys and Dolls må ganske enkelt ses igen. Der er så mange nuancer i forestillingen, at vi føler, at vi kun ved at se den igen kan få det hele med.
De iørefaldende sange, der alle er på dansk, understøttes af et 12-mandsorkester.
Vi kvitterer med 6/6 stjerner til en musical, der ene og alene kan betegnes som et sandt mesterværk.
Guys and Dolls varer 2 timer og 40 min. Inkl. pause.
Læs evt. mere om forestillingen, billetkøb og spilperiode på Det Ny Teaters hjemmeside: https://detnyteater.dk/forestillinger/guys-and-dolls/
Fotos i anmeldelsen: Camilla Winther
Tina Magling
Maglings anmeldelser















