Anmeldelse Hvidsten Kro d. 24. september 2021

Vi havde længe talt om at besøge Hvidsten Kro, efter vi for efterhånden mange år siden havde set Hvidsten Gruppen på TV. Vi havde et ønske om at se dette historiske sted, men da vi meget sjældent har været på de kanter, så var det blevet ved snakken.

Da vi så alligevel havde booket en miniferie på Djursland, ja så skulle det være.
Vi havde booket bord en måned forinden vores lille ferie, så vi genså filmen Hvidsten Gruppen inden vores besøg, så vi var helt opdateret om selve grundhistorien, der godt nok var barsk.

Vi ankom en lille times tid før vi havde reserveret bord, så vi havde god tid til at se området og det lille museum, som vi havde læst om.
Først gik vi en lille tur rundt om kroen, og vi var alle imponeret over, hvor velholdt og rent det hele var. Der var kræset for de mange detaljer, forskellige stene, beplantning og bygninger.

Museet
Vi fandt det lille museum efter vores rundtur, og vi var alle imponeret over, hvor godt det hele var arrangeret. Det lille museum viste effekter fra krigen samt en stor sten, der var brugt som rekvisit til filmen. Der var en naturlig gennemgang af den danske frihedsbevægelse og en præsentation af medlemmerne af Hvidsten Gruppen. Der var tillige en lille 5 minutters film om besættelsen og Hvidsten gruppen.

Selve kroen

Vi ringede på en lille ringeklokke udenfor, og blev kort efter lukket ind af en smilende ung mand, der bød os velkommen. Vi fik anvist et bord i et rum, der var prydet med de mest fantastiske klenodier fra gamle dage. Billeder og antikviteter stod og hang side om side, og man kunne ikke undgå at komme helt ned i gear og bare nyde øjeblikket – og omgivelserne.
Vi havde læst om Hvidsten kroens berømte æggekage, så den måtte min mand og jeg da bestemt smage. Vores tjener spurgte om vi ønskede den traditionelle æggekage med flæsk nede i æggemassen eller med sprød flæsk ovenpå. Vi valgte den traditionelle blot for at smage den. Min datter ville have flæskesteg og medisterpølse, og min søn valgte beef bearnaise.

Maden kom egentligt ret hurtigt, og lad mig sige det med det samme… hold da op en mængde mad. Havde de virkelig tænkt, at vi skulle spise al det?

Min mand og jeg delte den store pande med æggekage – jeg synes nu nok, at min mand tog noget mere end halvdelen, men det er vi ikke helt færdige med at tale om.

Vores søn Mikker var ret imponeret over stegningen af hans steak, og vores datter Diana spiste bare hendes livret ret hurtigt (og så er det godt).
Forinden havde vi læst nogle anmeldelser om både deres service og specielt deres æggekage, og nogle var ret negative. Lad mig sige det med det samme. Vi deler bestemt ikke denne negative holdning.
Vi var ret så begejstret for maden- min mand og jeg var vilde med æggekagen. Den var virkelig helt fantastisk. Mikker og Diana var også meget tilfredse med deres mad – så efter vi havde betalt (i køkkenet, hvor der også var et lille salgssted af bøger, film, postkort mv), kørte vi mætte og glade tilbage til sommerhuset.

Som skrevet var vi imponeret over både servicen, maden og omgivelserne. Der var passet rigtigt godt på stedet med en historie uden lige. De små rum gjorde oplevelsen helt enestående, og vi vil bestemt besøge kroen igen, hvis vi en anden gang skulle komme på de kanter.

Læs evt. mere på hvidstenkro.dk

Vi giver med glæde:
 
6/6 stjerner for maden,
6/6 for location og
6/6 for service/betjening.

Tak for en udsøgt middag i historiske rammer leveret med smil og imødekommenhed.

Tina Magling
Anmelder.

Don`t copy text!