Anmeldelse Michael Falchs ”Under månen – overmodne manddomserindringer”



Faktisk havde jeg ikke tænkt mig, at skrive en anmeldelse af Michael Falchs nyeste bog ”Under månen”, da jeg ikke følte, at jeg som stor Malurt-fan, ville kunne anmelde bogen objektivt.

Men en skøn ven, som jeg har mødt til nogle af mine mange Malurtkoncerter i 2020-2022, fik mig overbevist, for som hun sagde, hvis blot jeg noterede, at jeg var (og bestemt stadig er) Malurt-fan, så ville læserne kunne forholde sig til dette.

Så ja, ok. Så gør jeg forsøget – både med at lave en lille, men også objektiv anmeldelse af Michael Falchs nyest bog ”Under månen – overmodne manddomsminder”.

Da vi slap Falchen ved hans sidste bog, havde han lige mødt en helt utrolig massør Ginnalee, der virkelig havde formået, at få hans ryg til at komme i bedring. Læserne blev gjort bekendte med en spirende forelskelse, men mere var det vist heller ikke.
I bogen ”Under månen” møder vi så Ginnalee, som reelt hedder Kanjana. Hun er blevet udvist fra Danmark, og dette beskriver Michael Falch på den fineste måde. Frustrationerne, ved at være væk fra den man elsker, frustrationerne om, hvordan det skal gå, men også optimismen, for som vi, der har fulgt Michael Falch i mange år ved, så er han ikke en af dem, der lader sig slå ud. Han finder og har altid fundet på en udvej, og det gør han også i denne bog.

Et andet tema i bogen handler om Malurt. Her må jeg indrømme, at jeg nok lige læste med en ekstra interesse. For selvom Falchens privatliv måske er interessant nok for nogen at læse om, så banker mit hjerte for Malurt og musikken. Som Pete Repete siger i Torben Billes bog: ”Når bare rocken ruller” fra 1983: ”så er Malurts musik den musik, der ligger mit hjerte nærmest” – og lige præcist sådan har jeg det. Derfor er jeg også langt mere interesseret i denne del af bogen. Bandmedlemmernes tanker om musikken, koncerterne og det, at de (ja undskyld mig, tåbelige beslutning, grrrrr) ikke at turnere mere med Malurt, giver mig som læser en helt unik tilgang til Malurts inderste, høre hver isærs tanker om det at være sammen igen – og om at stoppe. Det gjorde mit ”Malurt-hjerte” godt at læse, også det, at denne beslutning ikke var alt for let. Det gav mig et minimalt håb.

I forbindelse med afsnittene om Kanjana og kampen for at være sammen med den, man elsker, tænkte jeg på en af mine venner, der faktisk var (og stadigt er) i samme situation. Han var blevet godt og grundig forelsket i en pige udenfor EU’s grænser – og det bøvl med udlændingestyrelsen mv. gjorde faktisk, at jeg bad ham læse ”Under månen” ganske enkelt som hjælp til, hvordan han kan blive foreviget med sit hjertes udkårne.

Vi følger Michael Falchs kamp for at være sammen med sin elskede, hans flytning til Flensborg, men også hans bekymring og tanker for fremtiden. Vi hører lidt, om hans fodboldeventyr fra Langeland til Flensborg og til Langeland igen.
Vi følger sideløbende hans tour med Malurt og især hans samspil med Kedde, hans ven fra de tidlige år i Tønder.

Vi kommer godt rundt om Falchens gøren og laden i årene med corona og med tiden, hvor Malurt havde deres år 2022 koncerter.

Bogen er som vanligt yderst velskreven. Michael Falch er en gudsbenådet formidler, der helt og holdent har sin læser i sin magt. Hans skrivestil er uden sammenligning, og jeg må ærligt indrømme, at selvom jeg ikke interesserer mig meget for Michael Falchs privatliv, så var det interessant at læse, hvordan han og Kanjana klarede både adskillelsen, men også samlivet.

En interessant bog, hvis man er Malurt fan (tak for de mange spændende detaljer), men også en bog, som kan læses af alle, der kan have interesse i, hvad Michael og hans Kanjana har gjort for at blive foreviget i et ægteskab, der ikke er velsignet af nogen partier i folketinget. Partier der åbenbart tror, at kærligheden handler om hudfarve og etnisk ensartethed.

Jeg vil anbefale bogen til alle, der vil læse om verdens bedste rockband Malurt, men også til dem, der hver især kæmper for kærligheden – og til dem, der bare nyder en utrolig velskrevet bog – en formidling uden lige.

Og…. vi ses igen og igen……

****** 6/6 stjerner herfra til Under Månen, til kærligheden og til Malurt.

Tina Magling
Anmelder magling.dk

Don`t copy text!