Anmeldelse ”Pennevenner” Glassalen Tivoli

I dag tager vi turen til Tivoli for at se forestillingen ”Pennevenner” med Annette Heick og Caspar Phillipson. Med på scenen er også Caspar Phillipsons søn Silas samt et lille orkester.
Forestillingen spilles i Glassalen weekenden 12. – 14. september, og er en musikalsk og romantisk rejse tilbage til 70erne.

Jeg ved, at vi har sagt det før, rent faktisk flere gange før, men der er nu noget magisk ved Tivoli, og det er fuldstændigt lige meget hvilken årstid eller sæson vi besøger Carstensens gamle have, vi kommer ganske enkelt helt ned i gear, og nyder bare den unikke stemning, som kun Tivoli kan byde på.
Forestillingen ”Pennevenner”, der havde premiere i 2023 er Annette Heicks første forestilling fra selve ideen til det færdige resultat. Hun allierede sig med Caspar Phillipson og Jesper Malmose, og sammen blev denne ”jukebox-musical” om Jørgen og Lisbeth, der sender breve og kassettebånd til hinanden skabt. ”Pennevenner” er fyldt med hits. Vi må se, om vi kan nikke genkendende til de forskellige hits, der bliver præsenteret i forestillingen.

Selve forestillingen
Peter Welsh i skikkelse af Silas Phillipson spiller et smukt musikstykke på klaveret.
Og så starter forestillingen.
Annette Heick har rollen Lisbeth Welsh, der bor i USA, men er oprindelig dansk. Hun er mor til Peter, der skal studere musik på Julliard i New York til næste sommer. Hun får den tanke, at sende et brev til hendes ungdomskæreste Jørgen Petersen, der spilles af Caspar Phillipson. Jørgen bor i Danmark, og har mistet sin kone. Lisbeth og Jørgen udveksler breve og kassettebånd mellem Danmark og USA, og de udvikler et specielt venskab.
Ordlyden i brevene udvikler sig hvilket følelserne også gør. Igennem brevene oplever vi kvindefrigørelsen, aborten, der blev givet fri, energikrisen og meget mere. Dertil bliver vi forkælet med den ene helt fantastiske sang efter den anden, der knytter sig til historien.

Hvad der sker med Lisbeths og Jørgens brevveksling, vil de overhovedet mødes og hvad med ungdomskærligheden, vil den bryde ud igen? Det må man i Glassalen for at opleve.

Hvad synes vi?
Lad mig med det samme sige, at det var utroligt svært at bevare pessimismen, for vi blev fra første minut underholdt. Vi blev præsenteret for det ene musikalske hit efter det andet – i en fortælling, der hang så utroligt godt sammen. Vi fik en gribende fortælling fra tiden, hvor e-mails slet ikke fandtes, men hvor et almindeligt brev bare kunne så meget.
Annette Heick har vist, at hun kan meget mere end at synge og spille skuespil/musicals. Hun kan også få en helt fantastisk ide og føre den ud i livet. Vi glæder os i hvert fald til det næste hun har i støbeskeen.
Vi kender jo Caspar Phillipson som en fantastisk skuespiller og formidler, men vores kendskab til ham har tydeligt ikke været stort nok, for vi blev meget overraskede over, hvor godt han sang og det med en stemme, der havde så mange facetter og nuancer.

Vi forlod Glassalen i Tivoli med et kæmpe smil på læben, en snak om, at 70erne kunne noget helt særligt, og hvorfor folk dog ikke sender så mange brevet som før. Men vores dialog i bilen hjem var noget entydig. ”Hvor var det godt”, ”Det var noget af det bedste, som vi har set” og ”For pokker hvor var det dog godt” og ”Ej den skal vi da se igen”.
Det var en helt igennem fantastisk, livsbekræftende og hyggelig aften i Glassalen. Det er nu lidt ærgerligt, at forestillingen kun opføres i weekenden d. 12. – d. 14. september 2025, så vi håber, at denne helt formidable forestilling sættes op igen på et andet tidspunkt.

Vi grinte, vi sang med, vi klappede og vi græd af grin over de forskellige punchlines, der bare fungerede optimalt.

6/6 stjerner til ”Pennevenner”, det er ganske enkelt noget af det bedste, som vi har set.

Forestillingen ”Pennevenner” spiller i Glassalen i Tivoli weekenden d. 12. – d. 14. september. Lørdag og søndag spilles forestillingen kl. 15.

Det er en absolut must-see og feelgood forestilling.
Læs mere om den musikalske og helt fantastiske forestilling på www.tivoli.dk, hvor der også er oplysninger om billetkøb mv.

Tina Magling
Anmelder

Fotos fra forestillingen: Tivoli/Camilla Winther

Don`t copy text!