Anmeldelse: Stupid man – the musical – Tivolis Koncertsal

I dag er vi på vej til Tivoli. Denne gang skal vi besøge Tivolis Koncertsal for at se forestillingen Stupid man – the musical.
Musicalen er bygget op omkring nogle af Thomas Helmigs sange, og selvom vi i familien (i hvert fald tre af os) ikke er de store Helmig-fans, købte vi billetter, da vi var spændte på, hvordan sangene ville kunne bruges til at understøtte en historie. Det er et supercast, som One and Only Musicals præsenterer, så vi forventer temmelig meget af denne musical.
Tivoli er jo altid et fantastisk sted at besøge. Uanset om man skal i Koncertsalen, Glassalen eller blot besøge haven med de mange spændende forlystelser og boder, så er stemningen bare helt sin egen i Carstensens gamle have.

Selve handlingen
One and Only Musicals skriver om musicalen:
For allerførste gang nogensinde danner Thomas Helmigs ikoniske bagkatalog rammerne for en helt ny original musical med manuskript af Gabriel Bier Gislason.I en helt almindelig opgang bliver weekenden alt andet end kedelig, når nye og gamle beboere vikles ind i hinandens liv, og kærlighed, konflikter og venskaber blomstrer. Der er lovet danseklare hits og følsomme ballader, når blandt andet Szhirley, Trine Pallesen, Cristopher Rørmose og Søren Torpegaard Lund fortolker Helmigs sangskat i en romantisk komedie om livets mange relationer og finurligheder.
En vild, skør og romantisk musicalkomedie!

Hvad synes vi?
Som jeg skrev i indledningen, så er det et stjernecast, som One and Only Musicals præsenterer på scenen i Tivolis Koncertsal.Grand prix stjernen Søren Torpegaard Lund, Cristopher Rørmose, der er en af landets største musicalstjerner, Szhirley, der er et multitalent, samt Trine Pallesen, der udover at synge helt fantastisk også er bredt kendt for sine skuespilpræstationer. Max-Emil Nissen har vi fulgt i flere år, og han må også siges at være et ualmindeligt stort musicaltalent.
Udover de nævnte finder vi resten af castet meget velspillende, og de indgår på en helt naturlig måde i denne forestilling.

Jeg er bestemt ikke den store Helmig-fan, men min datter, Diana, er blevet det, efter hun mødte ham som gæst i den første udsendelse af En Særlig Samtale. Her fik han vist Danmark nye sider af sig selv, hvilket gjorde, at man ikke kunne undgå at blive en smule fascineret af hans evner til at bruge musikken i sit liv.
Denne musik er nu blevet til en musical, og jeg må med det samme sige, at det blev en oplevelse, som vi ikke havde ventet eller turde håbe på.
Vi var underholdt fra starten og var vidner til en historie, der hang rigtig godt sammen.

Det var ganske enkelt en ægte feel-good-musical.

Samtlige medvirkende på scenen kom ud over scenekanten, og med de vildeste vokalpræstationer – især fra Cristopher Rørmose, Søren Torpegaard Lund og Max-Emil Nissen på herrernes side samt Szhirley, Monica Isa Andersen og Malaika Berenth Mosendane på kvindernes side – blev vi virkelig blæst omkuld i denne meget velspillede og positive musical.
Scenografien var et kapitel for sig. Denne helt originale opsætning fungerede perfekt, og vi var på intet tidspunkt i tvivl om, i hvilken lejlighed, handlingen foregik. Det var virkelig godt tænkt.

Det er meget sjældent, at alle i familien er enige om, hvor mange stjerner vi skal give en musical, men her var der fuld enighed. Selv efter første akt udbrød resten af familien: ”Den skal da have 6 stjerner!”. Og ja, jeg er enig.
Vi kunne ikke sidde stille under store dele af forestillingen – vi hujede, vi klappede og ja undskyld til min sidemand, jeg kom også til at synge med. Vi var ganske enkelt meget begejstret – og når castet kastede sig ud i diverse flotte dansescener, havde min datter Diana stor lyst til at joine dem på scenen, for dansesekvenserne var udover det sædvanlige – det var ægte glade og talent på meget højt niveau.

Vi giver 6/6 stjerner til en musical, der rummer humor og glæde, fører Helmigs musik til nye højder og bare efterlader publikum med en følelse af at være underholdt fra start til slut.
Er jeg så blevet Helmig-fan? Nej, men jeg har fået en kærlighed til Helmigs sange, når de bliver fremført af dette fantastiske cast. Der kom en helt ny energi og en helt ny fortolkning, som jeg virkelig godt kunne lide.

Stupid man – the musical er en forestilling, der ganske enkelt kan og skal ses af alle, der nyder en god og sammenhængende historie, musik, der rører dybt, og et cast, der præsterer nogle vokaler ud over det sædvanlige.

Læs mere om forestillingen, billetpriser og turné på: https://oneandonlymusicals.dk/shows/musicals/stupid-man-the-musical/

Fotos i anmeldelsen: Miklos Szabo

Tina Magling
Maglings Anmeldelser

Don`t copy text!