
I forbindelse med vores families overraskelsestur, hvor der var planlagt forskellige aktiviteter i 2 dage, faldt vejen forbi Vissenbjerg Terrarie Reptile Zoo. Det var faktisk et sted, som vi ikke tidligere har besøgt – måske mest fordi jeg på ingen måde føler mig tiltrukket af krybdyr som fx slanger. Hvorfor så planlægge en tur til netop dette sted, kunne du måske spørge, jo, det er ganske enkelt fordi min familie ikke har det som jeg, nok nærmere lige modsat. Både Diana, far Jørgen og Mikker elsker krybdyr, og er temmelig fascineret af dem.
Udover et besøg i Vissenbjerg Terrarie, havde jeg også booket en privat rundvisning. Denne skulle foregå efter lukketid, hvor vi uforstyrret kunne få en mere udførlig viden om nogle af dyrene. På hjemmesiden kunne man læse om den guidede rundvisning:
”Kom helt tæt på, når formidleren viser jer tre af Terrariets beboere, der repræsenterer forskellige grupper af krybdyr, padder eller hvirvelløse dyr.
Formidleren fortæller om dyrene, deres biologi og naturhistorie og I har mulighed for at få svar på alle jeres spørgsmål om de fascinerende dyr.
Hvis I tør, kan I også få lov til at røre!”
Ankomst
Vi fik en meget fin velkomst, da vi ankom til terrariet. Vi fik oplyst, at med i indgangsprisen var et besøg hos Koelbjergmanden, et lille sted over for terrariet, der huser historien om Koelbjermanden, der rent faktisk frem til 2017 var kendt som Koelbjergkvinden. Man troede indtil da, at det var rester af en kvinde, der var fundet i området. Læs evt. mere om Koelbjerg manden på terrariets side:https://terrariet.dk/9611-2/
Vi besøgte stedet først, men vores tanker og fokus lå nu på den anden side af den vejen, så vi gik ret hurtigt tilbage til Terrariet, og så skal jeg lige love for, at mor her blev udfordret.
Terrariet
Vi gik rundt blandt de mange mere eller mindre farvestrålende dyr, og vi var alle imponerede over, hvor godt dyrene havde det. Aberne hoppede rundt over hovederne på os – og ja, en enkelt var direkte utæt lige over hovedet på mig.
Men ud over utætte skønne aber, så fik familien set diverse arter af fx krybdyr, krokodiller, skildpadder og ja slanger. Alle forskellige arter, længder og aktivitetsniveau.
Og ja, jeg blev udfordret, da familien uden hensyntagen til min mindre fascination af slanger lige synes, at jeg skulle kigge ind i et terrarie – her lå en slange, der nok var omkring 4 kilometer lang og ville på en god dag veje 7 ton – den var i hvert fald stor og slet ikke noget for mig.
Hvad der til gengæld overraskede mig positivt var en komodovaran. Egentlig er jeg slet ikke til den slags reptiler, men den var nu fascinerende, og jeg tog nok 20 billeder af den – så man kan godt blive positivt overrasket – dette gælder dog ikke for mig når talen kommer ind på slanger (siger det bare).
Efter vi havde set dyrene indendørs, trængte vi til at få lidt luft, og igen blev vi overrasket. Udenfor var der bygget et surikatanlæg, og de små dyr var så søde og nysgerrige – og de havde de fineste vilkår i deres indhegning.
Egentlig havde vi besluttet, at vi bare skulle sidde og kigge på mine nye bedste venner, men så blev min datter og jeg hentet af farmand, der lige havde opdaget en perle – en forhistorisk jungle fyldt med dyr i naturtro størrelse med navn ”Istidens giganter” Det var virkelig en oplevelse uden lige. Der var sabeltigere, mammutter, uldhårene næsehorn mv. Det var helt fantastisk.
Formidlingen
Vi havde tilkøbt en guidet rundvisning, og da klokken blev 17, gik rundvisningen i gang.
Vores rundviser havde en helt unik evne til at formidle. Hun fortalte om flere af dyrene, deres levevilkår, deres føde og endda også om avlsprogrammer. Det var både interessant og meget lærerigt.
Imponerende var også hendes viden og formidling om standtudser. Vi så de små bassiner, hvor de blev opdrættet, og hørte om levevilkår mv. Jeg troede aldrig, at jeg skulle kende til et dyr som strandtudsen og da slet ikke, at den faktisk var spændende.
Vores rundviser fortalte meget om slangerne – og resten af familien kunne endda røre ved en – det tænkte jeg ikke var nødvendigt, den stakkels slange skulle jo ikke røres ved for meget, så jeg droppede tilbuddet om at røre ved den – men kun fordi den skulle have fred, nemlig.
Vi fik derefter et indblik i komodovaranernes liv, og der blev fremvist æg, og fortællingen om, hvordan komodovaraner forplanter sig – og for at gentage mig selv, så var det virkelig interessant, og vi fik alle ny og meget spændende viden om dette dyr.
Vi sluttede af med at se og røre ved en ægte mammuttand. WOW.
Vores rundviser viste sig at være yderst sympatisk, smilende og informativ, og svarede endda på alle vore mere eller mindre ubehjælpsomme spørgsmål.
Hvad synes vi?
Vi havde nogle virkelig interessante timer i Vissenbjerg Terrarie. Vi fik en viden om de mange dyr, som vi reelt ingen kendskab havde til i forvejen, og vi fik en wow oplevelse i ”Istidens giganter”.
Læs mere om Vissenbjerg Terrarie – Reptile Zoo på www.terrariet.dk
Vi vil give oplevelsen 6/6 stjerner, hvor vores rundviser høster den ene af stjernerne for hendes formidable formidlerevne.
Tina Magling
Anmelder


















