Bubber & Julie præsenterer Cirkus Arenas jubilæumsshow i 2022

Cirkus Arena fejrer 65 års jubilæum med storslået show i 2022. Jubilæet skydes i gang med Bubber og Julie Berthelsen i spidsen for en festforestilling, som er rig på cirkusartister og gøgl i verdensklasse. Cirkus Arenas nye forestilling ’Cirkus ifølge Bubber 2’ er spækket med numre i verdensklasse, og billetsalget er startet i hele Danmark.

Cirkus Arena fejrer 65 års jubilæum i 2022 med Bubber og Julie Berthelsen i spidsen. Med sig har de smukke heste, duftende savsmuld og prisbelønnede verdensartister – dét er rigtig cirkus!

Publikums favoritduo Duo Costache vender tilbage til manegen med nye vilde luftnumre, når de demonstrerer ekstrem muskelkraft og balancerer i luften på deres perch-stang.

Glæd dig også til at opleve de dygtige trapezartister Flying Wulber, når de optræder med deres hæsblæsende nummer, hvor de svinger højt oppe under teltdugen og flyver i luften fra trapez til trapez. Flying Wulber er altid klar til at gribe hinanden og deres elegante samspil i luften er et imponerende syn.

Oplev også de sødeste hunde, vild robot-breakdance, stigernes balancemester, en jonglør i verdensklasse og musikalske lækkerier i manegen.

Der er lagt op til 2,5 times imponerende underholdning, der samler hele familien til en morsom og livsbekræftende oplevelse, når Cirkus Arena kommer til din by i 2022.

Bubber fortæller:
– ”Jeg er stolt over, at jeg skal være med til at lave Cirkus Arenas 65 års jubilæumsshow. Heldigvis bliver det ikke den svære 2’er, for det er jo egentlig 9. gang, jeg er med. De første 7 gange var bare i 90’erne. Jeg glæder mig til, at vi gør det igen, og så ovenikøbet med et jubilæum og Julie Berthelsen ved min side.

For mig er det action-fyldte i cirkus det fedeste. Jeg ser frem til braget, men det ville jo ikke virke, hvis der ikke også var det kunstneriske og poetiske twist, som der også skal være i cirkus. Det er den gode blanding, der gør, at cirkus har det hele, og sådan bliver det også i år. Jeg glæder mig til at fylde manegen med noget helt nyt. Vi har virkelig mange ekstreme hits med i år, og jeg elsker det”.

Julie Berthelsen fortæller:
– ”At jeg skal på turné med Cirkus Arena er ekstra specielt for mig. Det var kæmpe stort, da Cirkus Arena begyndte at komme til min by i Grønland i 80’erne. I Danmark er cirkus en del af kulturen, men fordi jeg var barn i Grønland, så har cirkus altid været helt anderledes for mig. Så personligt er det nogle helt specielle følelser, der ligger i at skulle være en del af Cirkus Arenas 65 års jubilæum.

Jeg kender jo godt det med at være på turné. Det kommer jeg selv fra. Men det her er bare et helt andet univers at rejse rundt med, som for mig fremstår eventyrligt. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve livet og atmosfæren i cirkus. At være med til at skabe stemningen i teltet sammen med Bubber og alle artisterne”.

Vilde jubilæumsstunts
De seneste år er Cirkus Arenas nytænkte cirkusforestillinger blevet særlig godt modtaget af publikum, anmeldere og prisjuryer, som i 2019 tildelte ‘Årets Talentpris’ og prisen for ‘Årets Bedste Nummer’ til Cirkus Arena ved Den Danske Cirkuspris. I 2022 fortsætter Cirkus Arena den fornyende stil, når de fejrer 65 års jubilæum med nye vilde tricks i ærmet.

Cirkusdirektør Benny Berdino udtaler:
– ”Vi oplever, at vi har skabt et koncept, som publikum synes om og vil genopleve. Det er rigtig cirkus, der samler hele familien om en oplevelse, de kan være fælles om. En fascination af det ekstraordinære talent. En række verdensartister der har trænet sig op til at kunne det næsten fysisk umulige, og med Julie Berthelsen og Bubber ved roret er der garanti for, at det stadig bliver i øjenhøjde med publikum.

Bubber er en stor del af min cirkusfamilie, og det glæder mig, at han for 9. gang har sagt ja til at rejse med os ud i landet og sprede cirkusglæde til store og små. At vi så ovenikøbet har fået den talentfulde sangfugl Julie Berthelsen med på rejsen, gør, at vi står med et rigtig stærkt jubilæumsteam i 2022”.

Info omkring turnéplan, køb af billetter mm. http://arena.dk

Foto: Cirkus Arena

Don`t copy text!