Hvalkig og hyggetur fra Middelfart.

”Hvad skal vi ellers lave her i ferien”, var spørgsmålet fra mig, da vi alle sad og spiste mad en aften først i juli måned. Ingen havde noget spændende at byde ind med, så efter maden satte jeg mig ved computeren og bare søgte på udendørs oplevelser – ganske enkelt fordi ikke alle i familien er færdigvaccineret for covid-19.
Pludselig dukkede der noget op, som jeg ikke kendte til. Det var en sejltur, hvor man kunne se marsvin og muligt andre dyr – en kombineret marsvine-/hyggetur på Lillebælt.
Det var slet ikke dumt, så efter en kort fortælling om mit nyeste fund udi sommerferie aktiviteter, blev turen bestilt.

Et par timer før vi kørte mod Middelfart, spurgte jeg min mand, hvad han havde af forventninger – og han havde det faktisk som jeg, ingen af os vidste, hvad vi skulle forvente, så vi ville tage det hele som en oplevelse, og så håbe på, at Skipper havde nogle dresserede marsvin et eller andet sted i Lillebælt.

Da vi kom til Middelfart, fandt vi hurtigt skibet M/S Marianne, som vi skulle sejle med. Det var en lille hyggelig båd, og der var endda tænkt på corona afstande, noget som mor her var ret imponeret over.
Vi var 4 familier, der skulle med på sejlturen, en familie fra Holland, en fra Tyskland og 2 fra Danmark. Skipper brillierede med at tale både tysk, engelsk og dansk, og under hele sejladsen gav han sig god tid til også at tale med de udenlandske gæster.

Jeg må indrømme, at min datter Diana var den første til at spotte et marsvin, jeg nåede dog ikke at se ret meget, heller ikke, da de gæster jeg sad ved siden af spottede andre marsvin…. Jeg havde den tanke, at jeg som ”mesterfotograf” sagtens kunne skyde nogle ret gode billeder af de dyr, men ok, jeg kom vist ned på jorden igen. Jeg har et par billeder – fint nok, men nogle mesterværker, var de godt nok ikke, men så var der bare så meget andet at fotografere – bl.a. udsigten til de to broer og bare naturen.

Skipper fortalte historier om Lillebæltsbroerne og området vi passerede, viste os det lille hvide lysthus, hvor H. C. Andersen havde siddet og skrevet historien om ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Han havde en helt utrolig viden omkring marsvin, og fortalte bl.a. at en marsvinemor normalt kun får en kalv (som marsvinets unge hedder) om året. Vi så da også en mor med sin lille unge, men da disse dyr kan dykke i op til 10 minutter af gangen, så må jeg ærligt indrømme, at når de ikke sender et signal om, at ”nu kommer vi, kig i denne retning”, så skal man være heldig at spotte dem – og endnu mere heldig at tage billeder af dem. En af vores medpassagerer fik efter sigende et super billede, men ja, jeg fik det ikke… måske skulle Skipper lige forsøge at dressere marsvinene til at være lidt mere fotogene – bare et godt råd.

Vores sejltur var berammet til at vare 2½ time, men vi sejlede i 3 timer, og vi nød hvert sekund af turen. Vi fik historier omkring vind, vand og vejrforhold, fik lidt historier om de Øer vi passerede og ja som tidligere skrevet, fik vi lige en historie om tilblivelsen af både den ny og gamle Lillebæltsbro. Og jeg skal love for, at det ikke er småting, der er sket – så ved I det. Det var meget spændende og interessant at høre.

Tilbage i havn var vi alle enige om, at det havde været en super god og hyggelig tur. Jeg vil gerne komme med et godt råd. Lad være med at prøve at fotografere disse dyr før du med egne øjne har set nogle stykker. Jeg prøvede at fotografere dem, med det resultat, at jeg bare ikke fik set nogle uden at se dem gennem et kamera objektiv.

Vi betalte kr. 220 pr. person, og det fandt vi alle var en helt fair pris. Skipper delte endda en lille slikkepind ud, og alt foregik i en ualmindeligt god og hyggelig atmosfære.
Vi havde alle fået en rigtig god oplevelse, og vi var enige om, at vi ikke ville have været denne sejltur foruden.
M/S Marianne er 93 år, nænsomt ombygget og disse ture fortsætter frem til september, fortalte Skipper.

Alt i alt en rigtig dejlig eftermiddag, som vi vil anbefale til alle, der bare vil nyde en tur til søs med Skipper historier og marsvine-kig.
Turen fandt vi på www.lillebaelt-waters.dk

Helhedsoplevelsen

Tina Magling
Anmelder
Juli 2021