
Eventyrteatret skulle i år 2020 have sat familieforestillingen ”Robin Hood” op i Glassalen i Tivoli, men i lighed med meget andet, så måtte Eventyrteatret melde ud, at Covid-19 havde sat en stopper for forestillingerne, så både efterårsmusicalen og deres juleforestilling måtte udskydes til 2021.
Alligevel valgte Eventyrteatret at udgive den CD, som følger efterårsforestillingen ”Robin Hood”, måske som et lille plaster på såret for alle fans af Eventyrteatret.
Herhjemme blev CDen også købt, og vi har nu i en uges tid lyttet til historien og sangene, og jeg må sige, at både min datter Diana og jeg er helt enige om, at vi bestemt glæder os meget til at se forestillingen ”Robin Hood” i 2021.
Sangene på CDen er virkelig gode – altså virkelig virkelig gode. Teksterne er gode, sjove og faktisk også dybe, de unge talenter synger jo helt utroligt, og musikken er som altid super god. Faktisk bliver jeg imponeret hver eneste gang, jeg hører de unge synge, de er i sandhed nogle helt utroligt dygtige formidlere.
Som altid er der mellem sangene et lille speak, hvor handlingen meget professionelt genfortælles meget kort. Det giver faktisk en rigtig god helhed, og giver en baggrund for hele historien, når nu vi ikke kan se forestillingen.
Flere gange har min datter sagt, at hun glæder sig til at se forestillingen, både for at se, hvordan de unge agerer på scenen, og til at se de unge talenters skuespil til sangene, men også til hvordan selve sangene flettes ind i handlingen.
Vi købte CDen gennem Eventyrteatrets hjemmeside www.eventyrteatret.dk, og som før skrevet, den er virkelig god – og en gave værdig til alle, der nyder en god sang sunget af talenter udover det sædvanlige.
Nu kommer jeg nok lidt i problemer med den mere etablerede musikindustri, men pyt. Der er virkelig flere musikere/sangere, der lever af at holde koncerter og sælge musik, der ikke når disse talenter fra Eventyrteatret til sokkeholderne – gang på gang bliver jeg imponeret over, hvor stor en talentmasse vi har i de unge fra Eventyrteatret, men der skal også lyde en stor ros til selve folkene bag Eventyrteatret, der formår at fremelske de unges talent og gøre dem endnu bedre.
Forestillingen ”Robin Hood” er rykket til efteråret 2021, men som skrevet, så kan CDen allerede købes nu.
Læs mere om ”Robin Hood” og de øvrige forestillinger på www.eventyrteatret.dk, hvor også CDen kan købes.
Tina Magling
Anmelder www.magling.dk