

STORM OVER RAMASJANG
Hæsblæsende børneforestilling på Østre Gasværk Teater
Onkel Reje, Hr. Skæg og Motor Mille blæser publikum omkuld, når de for første gang nogensinde står sammen på scenen i en ny, stor teateropsætning på Østre Gasværk Teater. Forestillingen præsenteres i samarbejde med DR, og salget sættes i gang d. 2. december 2019 kl. 10.00.
De tre Ramasjanghelte har fået en fast plads i børnenes hjerter. Vi føler os hjemme i Onkel Rejes sørøververden, Motor Milles værksted og Hr. Skægs tal- og bogstavunivers, men for første gang nogensinde møder de tre karakterer hinanden i en ny fortælling, der foldes ud under Østre Gasværk Teaters kuppel. Her står de tre hovedpersoner ansigt til ansigt med en kæmpemæssig storm, som truer med at blæse brillerne af Motor Mille, sammenfiltre Hr. Skægs bogstavdrager og give Onkel Reje det bad, han hader. Publikum kan glæde sig til en forestilling, der giver børnene et selvtillidsboost og troen på, at de er seje, stærke og helt uundværlige, uanset hvad de bringer med ind i en storm. Storm over Ramasjang har premiere d. 8. oktober 2020 og kan opleves frem til d. 8. november samme år. Det er den garvede manuskriptforfatter Bo hr. Hansen, kendt for bl.a. julekalenderen Jesus & Josefine, som sammen med instruktør Maria Kærgaard-Sunesen ruller historien ud. Ved deres side står scenograf og kostumedesigner Mie Riis og kapelmester Anders Ortman. Sammen er vi stærke – fortællingen folder sig ud De tre venner tager på ekspedition til en klippeø, hvor en kæmpemæssig storm i raseri har spærret en lille forsigtig vindånd inde, fordi den ikke vil blæse igennem, som stormen befaler. Vil det lykkes Ramasjangvennerne at befri den lille vindånd og bekæmpe stormen? Eller går det op i hat og briller, når den handlekraftige og modige Motor Mille skal samarbejde med den venligtsindede og naive Hr. Skæg og den bramfrie Onkel Reje? Uanset udfaldet minder Storm over Ramasjang os om, at det er i samspil med hinanden, at magien opstår. At det er de skæve, mærkelige og forunderlige karaktertæk, der får os til at stå stærkt i stormvejr, så længe vi har blik for, at der skal være plads til at blæse med hver vores styrke. |
STORM OVER RAMASJANG Hæsblæsende børneforestilling på Østre Gasværk Teater Spilleperiode: 8. oktober – 8. november 2020 Spillested: Østre Gasværk Teater, Nyborggade 17, København Ø Målgruppe: Anbefales fra 4 år Varighed: 1 t. 40 min. (inkl. pause) Medvirkende: Hr. Skæg (Mikkel Lomborg), Motor Mille (Mille Gori) og Onkel Reje (Mads Geertsen) Manuskriptforfatter: Bo hr. Hansen Instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen Scenografi og kostumedesigner: Mie Riis Kapelmester: Anders Ortman Fotokreditering: Miklos Szabo Læs mere: på hjemmesiden her |