The Julekalender 2025

The Julekalender er en dansk voksen julekalender vist i TV første gang i 1991, og er efterfølgende vist på TV2/TV2 Charlie rigtigt mange gange.
The Julekalender, der er skrevet og produceret af Hans-Erik Saks og gruppen De Nattergale (Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk Madsen), fik hurtigt en stor fanskare. The Julekalender blev til en teaterforestilling i 2024 i Herning Ny Teater, hvor forestillingen blev en stor succes. Det er på grund af denne succes, at Lion Musicals sammen med Live Nation og Herning Ny Teater er gået skridtet videre, og sat forestillingen The Julekalender op i Glassalen i Tivoli.

Vi har læst, at The Julekalender har fået tilføjet flere spilletider i Glassalen og flere forestillinger er allerede før premieren udsolgte, det viser jo med al tydelighed, hvor populær denne kalender stadig er. Spørgsmålet er så, om The Julekalender vil høste lige så stor succes i København som den gjorde i Jylland sidste år. Det vil kun tiden vise, men fakta er, at The Julekalender kan et eller andet, da TV-serien år efter år scorer tårnhøje seertal, men vil denne teaterforestilling kunne fange seriens lune og historie?

Handlingen
Historien er nu også som den var dengang i TV kalenderen. Fritz, Günther og Hansi får som opgave fra den ældgamle nisse Gammel Nok, til at finde nøglen til hans spilledåse inden hans livsmelodi stopper. Da ankommer nisserne Hansi, Günter og Fritz til Jylland, da deres fly nødlander på en kartoffelmark midt i en stormfuld nat, hvor de begynder jagten på den forsvundne nøgle. Samtidigt er familien Sand ved at pynte op til jul, da de får en uventet gæst i form af den københavnske handelsrejsende Benny, som må overnatte efter hans bil er brudt sammen.

Finder de tre nisser nøglen? Får Gertrud den Food Processor, som hun ønsker sig til jul, og stopper den storm dog ikke snart? Det må man jo så se showet for at finde ud af.

Hvad synes vi?
Kan en julekalender oversættes til en teaterforestilling? Ja, hvis der er nogen der ville kunne det, så må det nok være The Julekalender, hvor hvert TV-afsnit ikke varede mere end 9 til 13 minutter.
The Julekalender har en special form for humor, som ikke falder i alles smag. Hvis man korsede sig over det i den oprindelige serie, ja så der nok ikke meget at komme efter i teaterudgaven. Der er ganske få ændringer fra den oprindelige historie, men ellers følger den meget godt. Den absurde humor er bevaret, og det er vel også et eller andet sted det vigtigste.

Det kræver nogle garvede skuespillere at kunne spille deres to roller samtidigt på denne måde, og det må man sige de tre medvirkende er. I denne omgang bliver The Julekalender fremsat af Niels Olsen, Christian Damsgaard og Gordon Kennedy. Jeg må sige at være lettere imponeret af deres hurtige kostumeskift mellem scenerne – det kan ikke være nemt, samt også at holde styr på at spille to vidt forskellige roller, især når nisserne blander engelsk og dansk konstant i deres replikker.

Det er dog også nok der, hvor det hele starter med at falde fra hinanden. I scenerne som nisser formår de tre garvede skuespillere ikke samme præstation som i deres anden persona, og det hele falder lidt til jorden. Det hjælper heller ikke, at ingen af dem formår at synge sangene nært så godt som De Nattergale, og det selv om de fleste af sangene er skåret væk. Med kun seks sange i alt fylder musikken heller ikke det store, så jeg kan i hvert fald ikke anbefale at se den for musikkens skyld. De spiller i det mindste ”It’s Hard to Be a Nissemand” og ”The Støvle Dance”.

Generelt havde jeg lidt følelse af at se en Cirkusrevy, som jeg næppe kan siges at være den største fan af. Niels Olsen har ofte medvirket i revyregi, og det afspejler sig tydeligt i hans fremførsel her. Han klarer sig bestemt ikke så godt som Christian Damsgaard og især Gordon Kennedy, som begge formår at præstere en pragtfuld præstation af Gertrud og Benny. De fleste jokes er som man husker dem, og derfor kan jeg ikke anbefale showet til børn. I det mindste bliver de rigtige replikker genbrugt, og det bår dæjli’.

Jeg vil give The Julekalender et solidt bob bob bob bob ud af 6 bob bobber(4/6 stjerner), men må absolut siges at være en engangsfornøjelse.

Læs mere på Lion musicals side lionsmusicals.dk.
The julekalender spiller i Glassalen i Tivoli frem til d. 20. december, og billetter til forestillingen giver adgang til Tivolis hyggelige julemarked.

Mikker Magling
Anmelder

Maglings Anmeldelser

Don`t copy text!